Man skal nærmest sparke til en dansker, før vi taler med en fremmed

Af Caspar Stefani 19

Vi kender alle den lidt trælse følelse, endnu engang at have valgt den forkerte kø i supermarkedet. De dybe overvejelser, om det kan betale sig at skifte kø, og om man nu har husket alt. Alle står i deres egen lille verden. Det gør jeg også selv. For nogle dage siden, talte jeg til forveksling med en mand ved kassen, og han havde meget ret i hans kommentar. Han sagde, at man nærmest skal ”sparke til en dansker, før vi vil snakke”. Og det er sgu egentligt mærkeligt, at et land, der bryster sig af sammenhængskraft og homogenitet, ikke taler lidt mere sammen. Det er få steder jeg har lært mine naboer at kende, og sådan er det med mange i min omgangskreds. Bare det at tage høretelefonerne ud, når man taler med kassedamen, sige godmorgen til en forbipasserende, er åbenbart en udfordring.

 

Majestæten sagde det også under den sidste nytårstale. At vi skulle kigge op og se lidt mere på hinanden. Og endnu engang, rammer hun plet. Man drømmer sig jo lidt tilbage til den tid, hvor man lige løftede op i hatten når man gik forbi nogen i parken. Jeg er selv dårlig til det, mest fordi jeg er bange for at forstyrre mennesker, der nu er i deres egen verden, og det skal jeg lige arbejde lidt på. Måske har du, det også sådan? Er vi mon indelukket af høflighed? Har man måske overvejet, at vores indadvendte karakter også har noget at gøre med de mange der føler sig ensomme. Fordi vi simpelthen ikke taler nok sammen?

 

Min far er Englænder, og han har altid kaldt danskerne for ”the gloomy danes”. Paradoksalt, når vi i undersøgelser bliver kaldt for et af verdens lykkeligste folk. Efter et halvt år hvor jeg boede i London, har jeg også lagt mærke til en enorm forskel på briterne og danskerne – i forhold til hvordan vi er overfor hinanden. Stod jeg og så lidt forvirret ud nede i Londons undergrund, gik der ikke mange sekunder, før der kom en og hjalp mig. Det er ikke just tilfældet i Danmark. For når man ser nogle turister med hovedet dybt begravet i turistkortet, står de ofte alene. Problemet er uden tvivl større i de store byer, og København er særlig slem i forhold til andre. Hvis man er ude og gå en tur, får man højst et akavet nik med hovedet. I England ville det være uhørt. Her siger man ”good morning” og giver sin næste en smil med på vejen.

Det pudsige er egentligt, at når man først begynder at tale med en dansker, så snakkes der løs, vi har åbenbart bare svært ved at bryde isen. Vi bør egentligt være lidt mere som når vi er på værtshus. Det er åbenbart det eneste sted, som man kan tale med en fremmed, og hvor det føles helt naturligt. Når man sidder oppe i baren, er det som om, at ham der sidder ved siden af, på meget kort tid bliver en god kammersjuk, som man kan tale sammen med i timevis, og om alt og ingenting. Det kan vi fordi, at selvom vi nok kommer fra vidt forskellige baggrunde, deler noget. Vi deler en kultur, en historie, og deler også mere eller mindre en fælles forståelse af verden. Værtshuset er dog en ener når det kommer til at tale med fremmede.

 

Et eksperiment lavet af TV2 understregede også min pointe om, at vi holder os lidt for meget for os selv, og lever i vores egen lille bobbel. De undersøgte, hvor mange mennesker der ville hjælpe en dement dame. Her var der kun 4 ud af 60 forbipasserende, der var villige til at hjælpe. Det kan vi altså godt gøre bedre. Alt det her gør sig også gældende, når man ser uretfærdighed i gadebilledet. Ser man en tricktyv, så løber man efter pågældende. Ser man en gut få tæsk, står man ikke bare og glor – man reagerer – på den måde man nu er i stand til. For disse kriminelle skal frygte en reaktion fra civilsamfundet, når de handler som de gør. Og når en træder frem og gør det rigtige i en given situation, følger andre med. I dag gør de kriminelle som det passer dem, fordi de ved, at de fleste blot står og ser på – og helst vil blande sig udenom.

 
Det sjove ved os danskere er, at vi er lidt indadvendte. Men når man først får brudt isen, kan vi tale om de mest personlige ting til en fremmed. Vi kan dog godt lige blive en tand bedre til at bryde isen, og hjælpe hinanden. Lad os prøve lidt på det, og komme hinanden lidt mere ved.

 

 

19 kommentarer RSS

  1. Af Niels Peter Lemche

    -

    Caspar, for et par år siden lavede man en lille undersøgelse af, hvordan vi hilser i supermarkederne, og sammenlignede den med Sverige, og det var som du sagde: Danskerne siger hverken goddag eller farvel, hvilket er utænkeligt i Sverige, hvor man altid hilsen med et hej, og købet afsluttes med et hej du! Men når vi ikke gider være høflige i det små, hvorfor skulle vi så være det i det store?

    Vi er ikke ene. Der gik fortællinger om en schweizisk kollega, der det meste af sit liv arbejdede i Göttingen. Tyskernes morgenhilsen er næsten som en arabers, udførlig og venlig. Men denne schweizer kom bare ind ad døren til sit kontor med et Guten MorgenFrau Schimmel, og det var det. Tyskerne syntes nu, at han var lidt uhøflig — efter deres standard. Franskmændene og især i Paris er heller ikke berømte for deres interesse i andre end dem selv, hvorimod italienerne traditionelt næsten er for venlige og interesserede.

    Det kunne der skrives et morsomt studie over, i stil med hvordan en assyriolog skrev en bog om, hvordan man hilste på hinanden i det gamle Mesopotamien.

    Svar
  2. Af Per Torbensen

    -

    Det med ikke at hilse og samtale er nok et storby fænomen ,vi er alle anonyme og har travlt i hverdagen modsat i provinsen hvor tempoet er noget mindre.
    Gik fra Lysglimt med udsigt til Kullen ned til havnen i Gilleleje i Lørdags og mødte på min vej mindst 20 personer som alle hilste og sagde godmorgen med et smil,en dejlig oplevelse en tidlig morgen.

    Svar
  3. Af Svend Jensen

    -

    @NIELS PETER LEMCHE – 25. MAJ 2017 9:57
    “Tyskernes morgenhilsen er næsten som en arabers, udførlig og venlig.”

    Tyskernes morgenhilsen til det danske folk 9. april 1940 var ekstremt høflig. Enten så finder i jer i at blive’beskyttet’ af den gemytlige værnemagt, eller også sparker vi tænderne ind på jer.
    De sagde det samme i 1848 – enten overlader Danmark Slesvig til herrefolket, ellers også kommer prøjserne og sparker tænderne ind på jer.
    I 2017 hilser Merkel danskerne med et ‘guten Morgen’, i år skal i modtage og fodre 20000 migranter, ellers sparker EU tænderne ind på jer – udførligt og venligt.
    Danskerne kender alt til tyske gemytlige spark til en dansker!

    Svar
  4. Af Jesper Lund

    -

    Caspar Stefani
    Jeg har konstateret at filtret virker forskelligt fra blog til blog. F.eks. på Kasper Støvrings blog bliver mine kommentarer sjældent fanget af filtret hvorimod de hyppigt bliver det på Tom Jensens blog. Det er vist muligt for en blogholder at bestemme filtrets styrke. Jeg gjorde engang tidligere blogholder Bente Dalsbæk opmærksom på at en af mine kommentarer var fanget af filtret. Hun skrev tilbage at hun ville frigive den, men undrede sig iøvrigt over at den blevet fanget, da hun havde slået filtret fra.

    Svar
  5. Af Mehmet Sami Gür

    -

    Kære C.S.

    Fuldstændig enig, men danskerne er også gode til at hilse og smile. Det er ihvertfald min oplevelse og opfattelse:-)

    Svar
  6. Af M Jørgensen

    -

    Det er ikke kun i supermarkedskøen at samtalen folk imellem er forsvunden-det er også når vi samles i andre sociale sammenhænge , alle har så travlt med at checke op på deres iPhone , de skulle jo nødigt gå glip af noget der tilsyneladende er mere vigtigt end at udvise almindelig pli og opmærksomhed overfor de mennesker der har ønsket at markere en begivenhed med en invitation til sammenkomst.

    Svar
  7. Af Nicolai Møller

    -

    Jeg kommer fra landet og er som sådan opdraget med, at man hilser, siger tak for turen til buschaufføren og small talker med kasseekspedienten.

    Men da jeg flyttede til byen, opdagede jeg snart, at de eneste fremmede, der henvender sig til én, er facere, hjemløse og andre, der vil have penge. Så lærer man ret hurtigt at ignorere fremmedes henvendelser.

    Svar
  8. Af Gert Hansen

    -

    M. Jørgensen har helt ret.

    iPhone reigns. Specielt når det drejer sig om folk under 50. Så man taler ikke med andre. Det gælder også andre danskere, og er ikke, som overskriften siger, forbeholdt ‘fremmede’.

    Om dette er noget specielt dansk, ved jeg ikke. Men det er værd at undersøge.

    Svar
  9. Af Arne Nielsen

    -

    Jeg tror, at problemet består i, at der er så ringe chancer for at få lejlighed til at komme til at se hinanden rigtigt an. Nu er jeg førtidspensionist, og kommer i et hus for psykisk syge, hvor folk frivilligt kommer regelmæssigt. Nu skal man ikke tage fejl – psykisk sygdom rammer høj som lav – men vi er nogle folk, som på en fredsommelig måde har haft lejlighed til at se hinanden an over lang tid. Og vi har undertiden de herligste debatter, og guderne skal vide, at der er meget forskeliige meninger om tingene. Det ligger jo sådan, at med tænkende mennesker er der så meget, der er muligt, og selvfølgeligt er der også folk, som ikke har mange brikker hjemme. Et vilkår, som gør sig gældende, er, at sådanne debatter fordrer psykisk smidighed hos den enkelte, og villighed til at lære nyt, hvilket naturligvis kun findes hos nogle, i den form, at det kan bruges til noget. Et interessant fænomen er folks evne til at leve sig ind i den andens tankegang, og dertil skal jo være to, den talende og den lyttende. Og her ses ikke sjældent en ubalance, idet én tvinger en anden til at være den lyttende part. Og det er ikke altid tankeguld, den talende har at meddele. Der er jo også det motiv af oldnordisk oprindelse, som består i at affatte sig kort og fyndigt. Franskmændenes uvane med ordgyderi bør vi ikke tillægge os; men evnen til at se de perspektiver, der rent faktisk foreligger i en debat, bliver alt for sjældent udnyttet i flow -tv’s nyhedsdækning af sekunders varighed, hvilket fører mange mennesker til den fejlagtige konklusion, at der ikke er mere at sige om et emne.

    Svar
  10. Af Per Kristensen

    -

    Rent vrøvl.
    Danskerne er hverken mere eller mindre venlige end andre folkefærd, jeg har hele verden som min arbejdsplads, fra Japan til argentina. De suverænt mest arrogante og mindst imødekomne er Japanere og Koreanere, men det er muligt det er betinget af deres frygt for at tabe ansigt, så de ikke tør sige goddag på engelsk.
    Tyskerne er generalt venlige, men har også deres del af røvhuller som DK og alle andre lande.
    Nogle af de venligste jeg har mødt var i Bagdad, inclusive næst kommanderende for Bagdads
    politi styrker.
    Og de største racister jeg har mødt var i Nigeria og kenya. sorte vel at mærke.
    Som min søn sagde til mig da jeg brokkedemig over skat i DK. Om jeg nogensinde havde været et bedre sted. svaret var nej.

    Svar
  11. Af Mette Runciman

    -

    Jeg husker da min mand kom til Danmark fra Peru for mange år siden, at når han gik tur med vores hund altid hilste på forbipasserende. Først kiggede folk lidt mærkeligt, men lidt efter lidt begyndte de også at hilse og smile og tøede gradvis op. Nu hvor vi midlertidigt bor i Peru, bruger jeg det også selvfølgelig, og har lært flere at kende ved at være lidt mere åben og det er rart.

    Svar
  12. Af Svend Jensen

    -

    @PER KRISTENSEN – 25. MAJ 2017 15:54.
    “Tyskerne er generalt venlige, men har også deres del af røvhuller….”

    Lige ved siden af Brandenborger porten i Berlin er en stor marmorplade lagt i jorden. Under en evig flamme midt i pladen står der med store guldindlagte bogstaver med gotisk skrift:

    “Hier war einmal ein freundlicher deutscher Mann – 8 Mai 1945”

    Svar
  13. Af Per Torbensen

    -

    Til Svend Jensen-lige ved siden af Brandenburger Tor,en mindeplade af marmor med gotiske skrifter-dateret 8 maj 1945-var sidst i Berlin i 2014 kender ikke til denne minde plade-
    Kom nu med historien,det lyder interessant.

    Svar
  14. Af Per Torbensen

    -

    Fortæl om denne mindeplade i marmor fra den 8 maj 1945.

    Svar
  15. Af Jan Petersen

    -

    Jeg gider ikke rigtig blande mig i noget af det her intetsigende ævl. Vil egentlig blot spørge – har “konservativ reaktion” fundet ud af, hvordan filter på blogs virker . . . og sat eller fjernet flueben i rigtige bokse . . . så blog kører uden filter og godkendelse? 🙂

    Svar
  16. Af Kent Andersen

    -

    Mange herinde : Som sædvanligt er det, tilsyneladende altid, en fremragende undskyldning, at det også gælder andre folkeslag, når der er tale om noget negativt om danskerne (i dette indlæg om hvorvidt danskerne er indelukkede). Straks vælter det frem med eksempler på, at “sådan er det jo også i de, de, og de andre lande”.

    Taler vi derimod om “det danske velfærdssystem” og “danskerne er lykkelige”, så omtales det som et videnskabeligt, matematisk veldokumenteret faktum.

    Det er vidst det man kalder “manglende evne til selvkritik. NÅH kære venner – kom nu frem med listen af andre lande, der har ligeså lav evne til selvkritik. Eller fortæl mig, at her har vi HELLER INTET relevant vi kan lære af andre lande. Vi er jo perfekte. Nu får jeg tæsk!

    Jeg skulle hilse og sige, at da jeg boede i USA, der følte jeg mig meget, meget velkommen! Endvidere har jeg også med folk fra mange, mange, mange andre lande kunne sidde i baren og sludre om alt og intet, så jeg tror ikke det er noget “særligt dansk”. NU får jeg tæsk!

    Svar
  17. Af Lisbeth Sørensen

    -

    Indlægget er vrøvl Undertegnede har boet mange år i London. De er lige så indelukket som danskere. På nær mht. Brugen af “sorry” som skal bruges uanset hvem har skylden for noget. Den er en åbner for de indelukket englændere.

    En form for borgerlig leflen for hotelejere, som ønsker flere kunder. Mens de selv behandler nabodanskere som ukrudt . Dette gør borgerlige jo altid.

    Men bloggeren er jo ikke dansker heller. Men nu ved han lidt om dansk kultur. Og det er da også godt?

    Svar
  18. Af Svend Jensen

    -

    @PER TORBENSEN – 25. MAJ 2017 17:27
    “Fortæl om denne mindeplade i marmor fra den 8 maj 1945.”

    PT er ikke nem at narre. Jeg stak dig en plade.

    Svar
  19. Af Niels Juul Hansen

    -

    Om vi i Danmark ligger på første, tyvende – eller sidstepladsen med hensyn til møde fremmede med åbenhed er knap så interessant.

    Casper Stefani har selvfølgelig en vigtig pointe. Livet bliver mere positivt, hvis vi møder fremmede (og ikke-fremmede) med venlighed, hjælpsomhed og et smil.

    Det tror jeg ikke, vi behøver akademiske studier for at konstatere.

    Svar

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info